Folkekirken har fastlagte rækker af bibellæsninger til kirkeårets helligdage. De to tekstrækker er senest revideret i den alterbog, som er autoriseret 12. juni 1992. Den største ændring var, at der ud over de to bibellæsninger fra Det nye Testamente til hver gudstjeneste nu også er en tekst fra det gamle Testamente. Tekstrækkerne er aftrykt bag i salmebogen, dog vil kun de nyeste salmebøger have dem i den reviderede form.
De to tekstrækker bruges sådan, at 1.tekstrække bruges i de kirkeår, hvis største del ligger på ulige årstal, og 2. tekstrække tilsvarende, når størstedelen ligger på lige årstal.

Advent betegner tiden før jul. Tiden har oprindeligt et bodspræg, man skulle berede sig til at tage imod Kristus.
I adventstidens tekster tales der ikke kun om at berede sig på jul, men også på Kristi genkomst ved tidernes ende.
Derfor har advent i kirken også et andet præg end i den almindelige opfattelse i dag, hvor advent er julen på forskud.

Jul er festen for Jesu fødsel. Fejringen af juleaften er af forholdsvis ny dato. Den egentlige festdag er juledag d. 25. dec., som også kaldes Kristi fødsels dag.
Anden juledag, som også kaldes Skt. Stefans dag, er en fejring af Skt. Stefan, den første kristne martyr, og dermed for alle, som er døde for troens skyld. Det kan være lidt vanskeligt at holde dette sammen med forventningen om en julegudstjeneste.

Nytårsdag er kirkeligt set mere en fest for Jesu navngivelse på 8. dagen end for årsskiftet.

Helligtrekongersdag d. 6. januar er traditionelt julens afslutning. Den er knyttet til evangeliet om vismændene fra Østerland.

Helligtrekongerstiden har i hvert fald på dens første søndage præg af temaet, at Jesu herlighed åbenbares.

Førfastetiden har de tre søndage septuagesima, seksagesima og fastelavn.

Fastetiden er søndagene før påske. Før reformationen var der påbudt faste i denne 40-dages periode, som en indlevelse i Jesu lidelse og død. Fastetiden har stadig et alvorligt præg - og begrebet faste kan betyde en påmindelse om, at vi ikke kun lever af det vi besidder, og om at vi ikke kun skal leve for os selv.
En dag med sit eget præg er Mariæ Bebudelsesdag, som fejres 5. s. i fasten. Den er jo mere knyttet til jul end til påske - idet det er festen for englen Gabriels bebudelse for Maria, at hun skulle føde Jesus.

Passionsugen:
Palmesøndag fejrer vi indtoget i Jerusalem
Skærtorsdag mindes vi Jesu indstiftelse af nadveren
Langfredag er gudstjenesten koncentreret omkring Jesu domfældelse og død. Gudstjenesten den dag har mange steder en særlig udformning.

Påsken består egentligt ikke kun af de to påskedage, men af hele tiden frem til pinse, søndagene efter påske.

Påskedag er den vigtigste af kirkeårets højtider (også selv om julen fejres af flere). Det er festen for Jesu opstandelse.

I påsketiden er der de to særlige helligdage, Bededag og Kristi Himmelfartsdag.
Bededag - 4. fredag efter påske - er egentligt en bededag for landet om afvendelse af ondt, den er ikke fejring af en bibelsk begivenhed.
Kristi Himmelfartsdag 40 dage efter påske er festdagen for Jesu ophøjelse til Faderens højre hånd.

Pinse kommer af det græske ord "pentekoste", den halvtredsindstyvende.

I pinsen fejres Helligåndens komme og den kristne kirkes fødsel.

Søndag efter pinse fejres Trinitatis søndag eller Hellig Trefoldigheds fest, festdagen for Gud som den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd.

Tiden efter trinitatis til det nye kirkeår begynder 1. søndag i advent kaldes også det festløse halvår.

Der er ingen særlige markante helligdage bortset fra 1. søndag i november, Allehelgens dag. Den er mindedag for dem, som gennem deres liv har rakt kristentroen videre. Den bruges også mange steder som en mindedag for dem, som er døde i det forløbne år.