|
| |
Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953
Kapitel I
§ 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.
§ 2. Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og
kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.
§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende
magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.
§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som
sådan af staten.
Kapitel II
§ 5. Kongen kan ikke uden folketingets samtykke være regent i andre lande.
§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
§ 7. Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det samme gælder
tronfølgeren.
§ 8. Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han skriftligt i statsrådet
en højtidelig forsikring om ubrødeligt at ville holde grundloven. Af
forsikringsakten udstedes tvende ligelydende originaler, af hvilke den ene
overgives folketinget for at opbevares i sammes arkiv, den anden nedlægges i
rigsarkivet. Kan kongen som følge af fraværelse eller af andre grunde ikke
umiddelbart ved tronskiftet afgive denne forsikring, føres regeringen, indtil
dette sker, af statsrådet, medmindre anderledes ved lov bestemmes. Har kongen
allerede som tronfølger afgivet denne forsikring, tiltræder han umiddelbart ved
tronskiftet regeringen.
§ 9. Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde af kongens umyndighed,
sygdom eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der ved tronledighed ingen
tronfølger, vælger folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge.
§ 10. Statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid ved lov. Ved
denne fastsættes tillige, hvilke slotte og andre statsejendele der skal
overlades kongen til brug.
Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld.
§ 11. For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved lov.
Årpengene kan ikke uden folketingets samtykke nydes udenfor riget.
Kapitel III
§ 12. Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste
myndighed over rigets anliggender og udøver den gennem ministrene.
§ 13. Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige
for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.
§ 14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han
bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens
underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver
disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift.
Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.
§ 15. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt
sin mistillid til ham.
Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære
ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et
mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt
ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig,
hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.
§ 16. Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres
embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse
anlagte sager.
§ 17. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er
myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i de i § 8 nævnte tilfælde og
i de tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelserne i § 9 måtte
have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen.
I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.
§ 18. Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han lade sagen forhandle i
et ministerråd. Dette består af samtlige ministre under forsæde af
statsministeren. Enhver minister skal da afgive sit votum til protokollen, og
beslutning tages efter stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over
forhandlingerne førte, af de tilstedeværende ministre underskrevne protokol for
kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde ministerrådets indstilling
eller lade sig sagen foredrage i statsrådet.
§ 19. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden
folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger
eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis
opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større
betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen
mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke.
Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen
ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed
stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse,
skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det
uopholdeligt sammenkaldes til møde.
Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen
rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde.
Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.
§ 20. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved
lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er
oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig
retsorden og samarbejde.
Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af
folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse
af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen
forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse
efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.
§ 21. Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til love og andre
beslutninger.
§ 22. Et af folketinget vedtaget lovforslag får lovkraft, når det senest 30 dage
efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen befaler lovens
kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.
§ 23. I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når folketinget ikke kan
samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod grundloven og altid
straks efter folketingets sammentræden skal forelægges dette til godkendelse
eller forkastelse.
§ 24. Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han kun med folketingets
samtykke benåde for de dem af rigsretten idømte straffe.
§ 25. Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende
regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som enten
ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller hvortil hjemmel
indeholdes i en siden den tid udgiven lov.
§ 26. Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.
§ 27. Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov. Ingen kan
ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret. Tjenestemænd, som udnævnes af
kongen, afgiver en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.
Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes regler
ved lov, jfr. dog herved § 64.
Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes, når
de ikke derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter,
og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de
almindelige regler.
Kapitel IV
§ 28. Folketinget udgør een forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf
2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.
§ 29. Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i
riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende
er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og
understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af
valgret.
Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i
overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring af den til enhver tid
gældende valgretsalder kan ske ved lov. Et af folketinget vedtaget forslag til
en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af
valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5, har været undergivet en
folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald.
§ 30. Valgbar til folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre
vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham
uværdig til at være medlem af folketinget.
Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget, behøver ikke regeringens
tilladelse til at modtage valget.
§ 31. Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg.
De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring
af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne
fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem
i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.
Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal,
vælgertal og befolkningstæthed.
Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af stedfortrædere og disses
indtræden i folketinget samt angående fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg
måtte blive nødvendigt.
Særlige regler om Grønlands repræsentation i folketinget kan gives ved lov.
§ 32. Folketingets medlemmer vælges for fire år.
Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående
folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted. Efter udnævnelse af
et nyt ministerium kan valg dog ikke udskrives, forinden statsministeren har
fremstillet sig for folketinget.
Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden
valgperiodens udløb.
Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.
Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske
folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.
Mister et medlem af folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat.
Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring
om at ville holde grundloven.
§ 33. Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål
om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.
§ 34. Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller
frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør
sig skyldig i højforræderi.
Kapitel V
§ 35. Nyvalgt folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag efter
valgdagen, dersom kongen ikke har indkaldt det til møde forinden.
Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes folketinget ved valg af formand og
næstformænd.
§ 36. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme
tirsdag det følgende år.
På folketingsårets første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde, hvor
folketinget sættes på ny.
§ 37. Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen har sit sæde. I
overordentlige tilfælde kan folketinget dog samles andetsteds i riget.
§ 38. På det første møde i folketingsåret afgiver statsministeren en redegørelse
for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.
På grundlag af redegørelsen finder en almindelig forhandling sted.
§ 39. Folketingets formand indkalder folketinget til møde med angivelse af
dagsorden. Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst to femtedele
af folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring
herom med angivelse af dagsorden.
§ 40. Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget og er berettiget til
under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil, idet de i øvrigt
iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, når de tillige er
medlemmer af folketinget.
§ 41. Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte forslag til
love og andre beslutninger.
Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været
behandlet i folketinget.
To femtedele af folketingets medlemmer kan overfor formanden begære, at tredje
behandling tidligst finder sted tolv søgnedage efter forslagets vedtagelse ved
anden behandling. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de
deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted, for så vidt angår
forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove,
statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om
indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis
ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.
Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle forslag til love og
andre beslutninger, der ikke forinden er endeligt vedtaget.
§ 42. Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en tredjedel af
folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets
endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget.
Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.
Et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jfr. stk. 6, kan kun i det i
stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af kongen inden udløbet af den i stk. 1
nævnte frist, eller inden begæret folkeafstemning har fundet sted.
Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan folketinget indenfor en
frist af fem søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget
skal bortfalde.
Træffer folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3, skal meddelelse om, at
lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest tilstilles
statsministeren, der derefter lader lovforslaget bekendtgøre med meddelelse om,
at folkeafstemning vil finde sted. Folkeafstemningen iværksættes efter
statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage
efter bekendtgørelsen.
Ved folkeafstemningen stemmes for og mod lovforslaget. Til lovforslagets
bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende
folketingsvælgere, dog mindst 30 pct. af samtlige stemmeberettigede, har stemt
mod lovforslaget.
Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove,
statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af
indfødsret, love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter samt
love til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser kan ikke
undergives folkeafstemning. Det samme gælder forslag til de i §§ 8, 9, 10 og 11
omhandlede love såvel som de i § 19 nævnte beslutninger, der måtte være i lovs
form, medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at sådan
afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder reglerne i § 88.
I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som kan undergives
folkeafstemning stadfæstes af kongen straks efter dets vedtagelse, når forslaget
indeholder bestemmelse herom. Såfremt en tredjedel af folketingets medlemmer
efter de i stk. 1 omhandlede regler begærer folkeafstemning om lovforslaget
eller den stadfæstede lov, afholdes sådan folkeafstemning efter foranstående
regler. Forkastes loven ved folkeafstemningen, kundgøres dette af
statsministeren uden unødigt ophold og senest fjorten dage efter
folkeafstemningens afholdelse. Fra kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.
Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning
skal finde sted på Færøerne og i Grønland, fastsættes ved lov.
§ 43. Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller
kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.
§ 44. Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.
Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom fastsættes regler ved
lov.
§ 45. Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for
folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.
Kan behandlingen af finanslovforslaget for det kommende finansår ikke ventes
tilendebragt inden finansårets begyndelse, skal forslag til en midlertidig
bevillingslov fremsættes for folketinget.
§ 46. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af
folketinget, må skatterne ikke opkræves.
Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af folketinget vedtagne finanslov
eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig
bevillingslov.
§ 47. Statsregnskabet skal fremlægges for folketinget senest seks måneder efter
finansårets udløb.
Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab
og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er
afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig
alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for
revisorernes antal og virksomhed fastlægges ved lov.
Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges folketinget til
beslutning.
§ 48. Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden, der indeholder de
nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordens opretholdelse.
§ 49. Folketingets møder er offentlige. Formanden eller det i forretningsordenen
bestemte antal medlemmer eller en minister kan dog forlange, at alle
uvedkommende fjernes, hvorpå det uden forhandling afgøres, om sagen skal
forhandles i et offentligt eller lukket møde.
§ 50. Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af medlemmerne er
til stede og deltager i afstemningen.
§ 51. Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge
almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige eller
mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af offentlige myndigheder.
§ 52. Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker efter
forholdstal.
§ 53. Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert
offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring.
§ 54. Andragender kan kun overgives til folketinget ved et af dettes medlemmer.
§ 55. Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der ikke er
medlemmer af folketinget, til at have indseende med statens civile og militære
forvaltning.
§ 56. Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved
nogen forskrift af deres vælgere.
§ 57. Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller
underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning.
For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets
samtykke drages til ansvar udenfor samme.
§ 58. Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse fastsættes
ved valgloven.
Kapitel VI
§ 59. Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige
medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal af folketinget efter
forholdstal for 6 år valgte medlemmer. For hver af de valgte vælges en eller
flere stedfortrædere. Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som
medlemmer af rigsretten. Kan i et enkelt tilfælde nogle af den øverste domstols
medlemmer ikke deltage i sagens behandling og påkendelse, fratræder et
tilsvarende antal af de af folketinget sidst valgte rigsretsmedlemmer.
Retten vælger selv sin formand af sin midte.
Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af folketinget valgte medlemmer deres
sæde i retten for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for hvilket de er
valgt, udløber.
Nærmere regler om rigsretten fastsættes ved lov.
§ 60. Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget mod ministrene anlagte
sager.
For rigsretten kan kongen med folketingets samtykke lade også andre tiltale for
forbrydelser, som han finder særdeles farlige for staten.
§ 61. Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov. Særdomstole med
dømmende myndighed kan ikke nedsættes.
§ 62. Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom
fastsættes ved lov.
§ 63. Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om
øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke
ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme
øvrighedens befaling.
Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges
til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelser dog skal kunne prøves
ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom fastsættes ved lov.
§ 64. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke
afsættes uden ved dom, ej heller forflyttes mod deres ønske, uden for de
tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer, der
har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det
tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder.
§ 65. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt
omfang.
I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke
sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke
sager nævninger skal medvirke.
Kapitel VII
§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde,
der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som
strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 68. Ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse
end den, som er hans egen.
§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.
§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang
til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig
opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
Kapitel VIII
§ 71. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af
sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes
nogen form for frihedsberøvelse.
Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den
anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde
ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre,
om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes
art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved
lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.
Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt
indbringes for højere ret.
Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre
straf af bøde eller hæfte.
Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er
besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om
udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der
handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende
myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.
Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et af folketinget valgt
tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af
breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må,
hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
§ 73. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom,
uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig
erstatning.
Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en
tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra
forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig
stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget på ny er
vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.
Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse
kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved lov
henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.
§ 74. Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er
begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.
§ 75. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig
borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler
nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste
sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i
folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en
undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen,
er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine
tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende
forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
§ 78. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i
ethvert lovligt øjemed.
Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af
vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse
ved dom.
Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening
foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag an imod den til dens
opløsning.
Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne
indbringes for rigets øverste domstol.
Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.
§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.
Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under
åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige
fred.
§ 80. Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind,
efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at
skilles.
§ 81. Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til
fædrelandets forsvar efter nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.
§ 82. Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres
anliggender ordnes ved lov.
§ 83. Enhver i lovgivning til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet.
§ 84. Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for
fremtiden oprettes.
§ 85. For forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79 givne bestemmelser kun
anvendelige med de indskrænkninger, der følger af de militære loves forskrifter.
Kapitel IX
§ 86. Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for valg
til folketinget til enhver tid gældende. For Færøerne og Grønlands vedkommende
fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene ved lov eller
i henhold til lov.
§ 87. Islandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse af
dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske statsborgere, bevarer
de i grundloven hjemlede rettigheder, der er knyttede til dansk indfødsret.
Kapitel X
§ 88. Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og
regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages
forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det
inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne
til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for
denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen
deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme
for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.
Kapitel XI
§ 89. Denne grundlov træder i kraft straks. Dog vedbliver den i henhold til
Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920
senest valgte rigsdag at bestå, indtil nyvalg har fundet sted i overensstemmelse
med reglerne i kapitel IV. Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i
Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 for
rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.
| |
|
