|
















| |
FN's Konvention om Barnets Ret
De i denne konvention deltagende stater, som:
· finder i overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede
principper at anerkendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele
menneskehedens lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed,
retfærdighed og fred i verden,
· tager hensyn til, at alle De Forenede Nationers folk i Pagten har bekræftet
deres tro på grundlæggende menneskerettigheder og på menneskets personlige
værdighed og værdi og har besluttet at fremme sociale fremskridt og bedre
levestandarder i større frihed,
· anerkender, at De Forenede Nationer i Verdenserklæringen om
Menneskerettigheder (Generalforsamlingsresolution 217A (III)) og i de
internationale konventioner om menneskerettigheder Generalforsamlingsresolution
2200A (XXI), bilag) har erklæret og er blevet enige om, at enhver er berettiget
til alle de rettigheder og friheder, der er indeholdt den, uden
forskelsbehandling af nogen art, herunder som følge af race, hudfarve, køn,
sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst,
fødsel eller anden stilling,
· erindrer om, at De Forenede Nationer i Verdenserklæringen om
Menneskerettigheder har udtalt, at børn har ret til særlig omsorg og bistand, er
overbeviste om, at familien som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige
ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel bør gives den
nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine
forpligtigelser i samfundet,
· anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling bør vokse op
i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse,
· finder, at barnet fuldt ud bør forberedes til at leve sit eget liv i samfundet
og opdrages i lyset af de idealer, der er udtrykt i De Forenede Nationers Pagt,
og særligt i en atmosfære af fred, værdighed, tolerance, frihed, lighed og
solidaritet,
· tager hensyn til, at behovet for at yde barnet særlig omsorg er blevet
fastslået i GenèveErklæringen af 1924 om Barnets Rettigheder og i Erklæringen om
Barnets Rettigheder vedtaget af De Forenede Nationer i 1959
(Generalforsamlingsresolution 1386 (XIV)) og anerkendt i Verdenserklæringen om
Menneskerettigheder, i Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske
Rettigheder (især i artiklerne 23 og 24), i Den Internationale Konvention om
økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder (især i artikel 10) og i
vedtægterne og relevante dokumenter for særorganisationer og internationale
organisationer, der tager sig af børns velfærd,
· tager hensyn til som angivet i Erklæringen om Barnets Rettigheder vedtaget af
De Forenede Nationers Generalforsamling den 20. november 1959 at 'barnet som
følge af sin fysiske og psykiske umodenhed, har behov for særlig beskyttelse og
omsorg, herunder passende juridisk beskyttelse, både før og efter fødslen',
· erindrer om bestemmelserne i Erklæringen om Sociale og Juridiske Principper
for Beskyttelse af Børns Velfærd med Særligt Henblik på Anbringelse i Pleje og
Adoption på Nationalt eller Internationalt Plan Generalforsamlingsresolution
41/85 af 3. december 1986), De Forenede Nationers Standardminimumsregler for
Retspleje over Mindreårige ('Beijingreglerne') (Generalforsamlingsresolution
40/33 af 29. november 1985 og Erklæringen om Beskyttelse af Kvinder og Børn i
Nødssituationer og Under Væbnet Konflikt (Generalforsamlingsresolution 3318
(XXIX) af 14. december 1975),
· anerkender, at der i alle lande i verden er børn, der lever under særligt
vanskelige forhold, og at sådanne børn kræver særlig hensyntagen,
· tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle
værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling,
· anerkender betydningen af internationalt samarbejde for at forbedre børns
levevilkår i alle lande, særligt i udviklingslandene,
... er blevet enige om følgende:
Artikel 1
I denne konvention forstås ved et barn ethvert menneske under 18 år, medmindre
barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for barnet.
Artikel 2
1. Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i
denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden
forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes
forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller
anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold,
handicap, fødsel eller anden stilling.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at
barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på grund af
barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling, virksomhed, udtrykte
anskuelser eller tro.
Artikel 3
1. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af
offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole,
forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i
første række.
2. Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der
er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter,
der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar
for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og
administrative forholdsregler.
3. Deltagerstaterne skal sikre, at institutioner, tjenester og organer med
ansvar for omsorg for eller beskyttelse af børn skal være i overensstemmelse med
de standarder, der er fastsat af kompetente myndigheder, særligt med hensyn til
sikkerhed, sundhed, personalets antal og egnethed samt sagkyndigt tilsyn.
Artikel 4
Deltagerstaterne skal gennemføre al passende lovgivning samt administrative og
andre forholdsregler til gennemførelsen af de i denne konvention anerkendte
rettigheder. Med hensyn til økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal
deltagerstaterne gennemføre sådanne forholdsregler, i videst muligt omfang inden
for de ressourcer, der er til rådighed, og hvor der er behov for det, inden for
rammerne af internationalt samarbejde.
Artikel 5
Deltagerstaterne skal respektere det ansvar og de rettigheder og pligter, som
forældrene har, eller hvor dette finder anvendelse, tilsvarende ansvar,
rettigheder og pligter for så vidt angår medlemmerne af den udvidede familie
eller samfundet i overensstemmelse med stedlig sædvane, samt værger eller andre
personer med juridisk ansvar for barnet, til på en måde, der svarer til den
løbende udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning og støtte til
barnet i udøvelsen af rettighederne anerkendt i denne konvention.
Artikel 6
1. Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til livet.
2. Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse og
udvikling.
Artikel 7
1. Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have
ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til
at kende og blive passet af sine forældre.
2. Deltagerstaterne skal sikre gennemførelsen af disse rettigheder i
overensstemmelse med deres nationale lovgivning og deres forpligtelser ifølge de
relevante internationale instrumenter på dette område, især hvis barnet ellers
ville blive statsløs.
Artikel 8
1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare sin
identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af
loven og uden ulovlig indblanding.
2. Hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet, skal
deltagerstaterne yde passende bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt at
genoprette barnets identitet.
Artikel 9
1. Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod
deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelse er undergivet
retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en
sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning
kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller
vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes
beslutning om barnets bopæl.
2. I behandlingen af enhver sag i medfør til stykke 1 skal alle interesserede
parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres
synspunkter.
3. Deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den
ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og
direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets
tarv.
4. Hvor en sådan adskillelse er en følge af en handling iværksat af en
deltagerstat, såsom tilbageholdelse, fængsling, udvisning, forvisning eller død
(herunder dødsfald af en hvilken som helst årsag, mens personen er i statens
varetægt) af den ene eller begge forældre eller af barnet, skal deltagerstaten
efter anmodning give forældrene, barnet eller om nødvendigt et andet medlem af
familien de væsentlige oplysninger om, hvor den eller de fraværende medlemmer af
familien befinder sig, medmindre afgivelsen af oplysningerne ville være
skadelige for barnets velfærd. Deltagerstaterne skal desuden sikre, at
fremsættelsen af en sådan anmodning ikke i sig selv medfører skadelige følger
for vedkommende person eller personer.
Artikel 10
1. I overensstemmelse med deltagerstaternes forpligtelse i henhold til artikel
9, stykke 1, skal ansøgninger fra et barn eller dettes forældre om indrejse i
eller udrejse fra en deltagende stat med henblik på familiesammenføring
behandles på en positiv, human og hurtig måde af deltagerstaterne.
Deltagerstaterne skal endvidere sikre, at indgivelse af en sådan ansøgning ikke
medfører negative virkninger for ansøgere og deres familiemedlemmer.
2. Et barn, hvis forældre har fast bopæl i forskellige stater, skal have ret
til, undtagen under særlige omstændigheder, regelmæssigt at have personlig
forbindelse og direkte kontakt med begge forældre. Med henblik herpå og i
overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af artikel 9, stykke 1, skal
deltagerstaterne respektere barnets og dets forældres ret til at forlade et
hvilket som helst land, herunder deres eget, og til at indrejse i deres eget
land. Retten til at forlade et hvilket som helst land skal kun underkastes
sådanne begrænsninger, som er fastsat ved lov, og som er nødvendige for at
beskytte den nationale sikkerhed, den offentlige orden (ordre public),
folkesundheden eller sædeligheden, eller andre personers rettigheder og
friheder, og som er i overensstemmelse med de øvrige rettigheder, der er
anerkendt i denne konvention.
Artikel 11
1. Deltagerstaterne skal træffe forholdsregler til at bekæmpe børns ulovlige
fjernelse til og manglende tilbagevenden fra udlandet.
2. Med henblik herpå skal deltagerstaterne fremme indgåelse af bilaterale og
multilaterale aftaler eller tiltrædelse af eksisterende aftaler.
Artikel 12
1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne
synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der
vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i
overensstemmelse med dets alder og modenhed.
2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver
behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der
vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende
organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder.
Artikel 13
1. Barnet skal have ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til uanset
territoriale grænser at søge, modtage og videregive oplysninger og tanker af
enhver art, enten mundtligt, skriftligt eller på tryk i form af kunst eller
gennem en hvilken som helst anden udtryksmåde, barnet måtte vælge.
2. Udøvelsen af denne ret kan underkastes visse begrænsninger, men kun sådanne
som følger af lovgivningen, og som er nødvendige:
(a) af hensyn til andres rettigheder eller omdømme; eller (b) til beskyttelse af
national sikkerhed, offentlig orden (ordre public), folkesundhed eller
sædelighed.
Artikel 14
1. Deltagerstaterne skal respektere barnets ret til tankefrihed, samvittigheds-
og religionsfrihed.
2. Deltagerstaterne skal respektere rettigheder og pligter for forældrene, og i
påkommende tilfælde værger, til på en måde, der svarer til barnets gradvise
udvikling af dets evner, at give retningslinier til barnet med henblik på
udøvelsen af dets ret.
3. Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun underkastes
sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige for at
beskytte den offentlige sikkerhed, orden, folkesundheden, sædeligheden eller
andre menneskers grundlæggende rettigheder og friheder.
Artikel 15
1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til foreningsfrihed og dets frihed
til at deltage i fredelige forsamlinger.
2. Udøvelsen af disse rettigheder må ikke underkastes andre indskrænkninger end
sådanne, som er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale
eller offentlige sikkerhed, den offentlige orden (ordre public), beskyttelse af
folkesundheden eller sædeligheden eller beskyttelse af andres rettigheder og
friheder.
Artikel 16
1. Intet barn må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privat
og familieliv, sit hjem eller brevveksling, eller ulovlig angreb på sin ære
eller omdømme.
2. Barnet har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne
angreb.
Artikel 17
Deltagerstaterne erkender massemediernes vigtige rolle og skal sikre, at barnet
har adgang til information og materiale fra forskellige nationale og
internationale kilder, særligt sådanne, hvis formål er at fremme barnets
sociale, åndelige og moralske velfærd og fysiske og psykiske sundhed. Med
henblik herpå skal deltagerstaterne:
(a) tilskynde massemedierne til at udbrede information og materiale, der er af
social og kulturel værdi for barnet og i overensstemmelse med ånden i artikel
29;
(b) tilskynde til internationalt samarbejde om produktion, udveksling og
spredning af sådan oplysning og materiale fra forskellige kulturelle, nationale
og internationale kilder;
(c) tilskynde til produktion og udbredelse af børnebøger;
(d) tilskynde massemedierne til at tage særligt hensyn til de sproglige behov
hos børn, der tilhører et mindretal eller en urbefolkning;
(e) tilskynde til udvikling af passende retningslinier for beskyttelse af barnet
mod oplysning og materiale, der skader dets velfærd, jf. bestemmelserne i
artikel 13 og 18.
Artikel 18
1. Deltagerstaterne skal bestræbe sig på at sikre anerkendelse af princippet om,
at begge forældre har fælles ansvar for barnets opdragelse og udvikling.
Forældrene, eller i givet fald værgen, har hovedansvaret for barnets opdragelse
og udvikling. Barnets tarv skal for dem komme i første række.
2. Med henblik på at sikre og fremme de rettigheder, der er indeholdt i denne
konvention, skal deltagerstaterne yde passende bistand til forældre og værger
ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn og skal sikre
udviklingen af institutioner, ordninger og tjenesteydelser til omsorg for børn.
3. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at
børn af arbejdende forældre har ret til at nyde godt af omsorgsforanstaltninger
for børn, som de er berettigede til.
Artikel 19
1. Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige,
administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af
barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug,
vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder
seksuelt misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers
varetægt.
2. Sådanne beskyttende foranstaltninger bør i passende omfang omfatte
virkningsfulde retningslinier, såvel for udformning af sociale programmer, der
kan yde den nødvendige støtte til barnet og til dem, der har barnet i deres
varetægt, som til andre former for forebyggelse og identifikation, rapportering,
henvisning, undersøgelse, behandling og opfølgning af tilfælde af
børnemishandling som beskrevet ovenfor og om nødvendigt retsforfølgelse.
Artikel 20
1. Et barn, der midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine familiemæssige
omgivelser eller som af hensyn til sit eget bedste ikke kan tillades at forblive
i disse omgivelser, har ret til særlig beskyttelse og bistand fra statens side.
2. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med deres nationale ret sikre
alternativ omsorg for et sådant barn.
3. Sådan omsorg kan blandt andet omfatte anbringelse i pleje, Kafalah eller
islamisk ret, adoption eller om nødvendigt anbringelse i passende
børneinstitutioner. Ved overvejelse af mulige løsninger skal der tages
tilbørligt hensyn til ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til
barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.
Artikel 21
De deltagerstater, der anerkender og/eller tillader adoption, skal sikre, at
barnets tarv skal være af altafgørende betydning og skal:
(a) sikre, at adoptionen af barnet kun kan godkendes af kompetente myndigheder,
der i overensstemmelse med gældende ret og praksis og på grundlag af alle
relevante pålidelige oplysninger afgør, at adoption er tilladelig i betragtning
af barnets stilling i forhold til forældre, pårørende og værger, og at, om
nødvendigt, personer, der berøres, på oplyst grundlag har meddelt deres
indforståelse med adoptionen på baggrund af den fornødne rådgivning;
(b) anerkende, at international adoption kan overvejes som en alternativ måde at
drage omsorg for et barn på, hvis barnet ikke kan anbringes i pleje eller i
adoption hos en familie, eller der ikke på anden passende måde kan drages omsorg
for barnet i dets hjemland;
(c) sikre, at vedkommende barn ved international adoption nyder beskyttelse
efter regler svarende til dem, der gælder for national adoption;
(d) i tilfælde af international adoption, tage alle passende forholdsregler for
at sikre, at anbringelsen ikke fører til upassende økonomisk gevinst for dem,
der har medvirket ved adoptionen;
(e) fremme, hvor det er hensigtsmæssigt, formålene med denne artikel ved
indgåelse af bilaterale eller multilaterale ordninger eller aftaler og tilstræbe
inden for disse rammer at sikre, at anbringelsen af barnet i et andet land sker
gennem ansvarlige myndigheder eller organer.
Artikel 22
1. Deltagerstaterne skal tage passende forholdsregler til at sikre, at et barn,
som søger flygtningestatus, eller som anses som flygtning i overensstemmelse med
gældende international eller national ret og praksis, uanset om det kommer alene
eller er ledsaget af sine forældre eller af anden person, får passende
beskyttelse og humanitær bistand og nyder de rettigheder , som er angivet i
denne konvention og i andre internationale instrumenter vedrørende
menneskerettigheder eller humanitære forhold, hvori den pågældende stat
deltager.
2. Med dette for øje skal deltagerstaterne i det omfang, de anser det for
passende, samarbejde om enhver bestræbelse udfoldet af De Forenede Nationer og
andre ansvarlige mellemstatslige organisationer eller private organisationer,
der samarbejder med De Forenede Nationer, med henblik på at beskytte og bistå et
sådant barn og på at spore forældrene eller andre medlemmer af familien til
ethvert barn, der er flygtning, med det formål at opnå de oplysninger, der er
nødvendige for at barnet skal kunne genforenes med sin familie. Såfremt ingen af
forældrene eller andre familiemedlemmer kan findes, skal barnet nyde samme
beskyttelse som ethvert andet barn, der permanent eller midlertidigt er afskåret
fra sine familiemæssige omgivelser uanset årsag, i overensstemmelse med denne
konvention.
Artikel 23
1. Deltagerstaterne anerkender, at et psykisk eller fysisk handicappet barn bør
have et indholdsrigt og menneskeværdigt liv under forhold, der sikrer værdighed,
fremmer selvtilliden og medvirker til barnets aktive deltagelse i samfundslivet.
2. Deltagerstaterne anerkender det handicappede barns ret til særlig omsorg og
skal inden for rammerne af de midler, der er til rådighed, arbejde for at sikre
det berettigede barn, og dem, der er ansvarlige for dets omsorg, bistand, hvorom
der er indgivet ansøgning og som er rimelig under hensyn til barnets tilstand og
til omstændighederne for forældrene eller andre, der passer barnet.
3. I erkendelse af et handicappet barns særlige behov skal bistand, der ydes i
henhold til stykke 2, være gratis, når dette er muligt, idet der tages hensyn
til forældrenes økonomiske formåen eller den økonomiske formåen hos andre, der
passer barnet, og skal udformes med henblik på at sikre, at det handicappede
barn har fuld adgang til og modtager undervisning, uddannelse, sundhedspleje,
revalidering, forberedelse til arbejdslivet og muligheder for
fritidsadspredelse, alt på en måde, der bedst muligt fremmer barnets sociale
tilpasning og personlige udvikling, herunder dets kulturelle og åndelige
udvikling.
4. Deltagerstaterne skal i det internationale samarbejdes ånd fremme udveksling
af passende information om forebyggende sundhedspleje og medicinsk, psykologisk
og funktionel behandling af handicappede børn, herunder spredning af og adgang
til information om former for revalidering, undervisning og erhvervsvejledning,
med henblik på at gøre det muligt for deltagerstaterne at forbedre deres formåen
og kunnen og at udvide deres erfaring på disse områder. I den henseende skal der
tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.
Artikel 24
1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højest opnåelige
sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af
helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages
sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje.
2. Deltagerstaterne skal arbejde for fuld gennemførelse af denne ret og især
tage passende forholdsregler for:
(a) at formindske spædbørns og børnedødeligheden;
(b) at sikre ydelsen af nødvendig lægelig bistand og sundhedspleje til alle børn
med særlig vægt på udvikling af den primære sundhedspleje;
(c) at bekæmpe sygdom og underernæring, herunder inden for rammerne af den
primære sundhedspleje, blandt andet ved anvendelse af let tilgængelig teknologi
og gennem ydelse af tilstrækkelig og nærende mad og rent drikkevand under
hensyntagen til de farer og risici, der er knyttet til forurening af miljøet;
(d) at sikre kvinder passende svangerskabs- og barselspleje;
(e) at sikre, at alle grupper i samfundet, særligt forældre og børn, oplyses om
og har adgang til undervisning og støttes i brugen af grundlæggende viden om
børns sundhed og ernæring, fordelene ved amning, hygiejne og rengøring af
omgivelserne og forebyggelse af uheld;
(f) at udvikle forebyggende sundhedspleje, rådgivning af forældre, samt
undervisning og bistand i forbindelse med familieplanlægning.
3. Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med
henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns
sundhed.
4. Deltagerstaterne forpligter sig til at fremme og opmuntre internationalt
samarbejde med henblik på gradvis at opnå fuldstændig gennemførelse af den i
denne artikel anerkendte ret. I denne henseende skal der tages særligt hensyn
til udviklingslandenes behov.
Artikel 25
Deltagerstaterne anerkender retten for et barn, der af de ansvarlige myndigheder
er blevet anbragt for at få pleje, beskyttelse eller behandling af hensyn til
sin fysiske eller psykiske sundhed, til periodisk gennemgang af den behandling,
som barnet får, og af alle andre omstændigheder vedrørende dets anbringelse.
Artikel 26
1. Deltagerstaterne skal anerkende ethvert barns ret til at nyde godt af social
sikkerhed, herunder social forsikring, og skal tage de nødvendige forholdsregler
for at opnå uindskrænket opnåelse af denne ret i overensstemmelse med national
ret.
2. Hvor det er hensigtsmæssigt bør bistanden ydes under hensyntagen til de
forhåndenværende midler og omstændighederne, for barnet og de personer, der har
ansvaret for barnets underhold, og til enhver anden omstændighed af betydning
for en bistandsansøgning indgivet af barnet eller på dettes vegne.
Artikel 27
1. Deltagerstaterne anerkender ethvert barns ret til den levestandard, der
kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling.
2. Forældrene eller andre med ansvar for barnet har hovedansvaret for efter evne
og økonomisk formåen at sikre de levevilkår, der er nødvendige for barnets
udvikling.
3. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med nationale forhold og inden for
deres evner og økonomiske muligheder træffe passende forholdsregler for at bistå
forældre og andre med ansvar for barnet med at gennemføre denne ret og skal i
tilfælde af behov derfor yde materiel bistand og udarbejde støtteprogrammer,
især med hensyn til ernæring, beklædning og bolig.
4.Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler til at sikre
inddrivelse af underholdsbidrag til barnet fra forældrene eller andre personer
med økonomisk ansvar for barnet, både i deltagerstaten og i udlandet. Især i
tilfælde, hvor den person, der har det økonomiske ansvar for barnet er bosat i
en anden stat end barnet, skal deltagerstater fremme tilslutning til
internationale aftaler eller til indgåelse af sådanne aftaler samt indføre andre
passende ordninger.
Artikel 28
1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til uddannelse, og med henblik på
gradvis at opnå denne ret og på grundlag af ligestillingsprincippet skal de
især:
(a) gøre grunduddannelse tvungen og gratis tilgængelig for alle;
(b) opmuntre udviklingen af forskellige former for uddannelse, der følger efter
grunduddannelsen, herunder almindelig og faglig uddannelse, gøre disse
tilgængelige og opnåelige for ethvert barn og træffe passende forholdsregler,
såsom indførelse af gratis uddannelse og tilbud om økonomisk bistand i
trangstilfælde;
(c) gøre højere uddannelse opnåelig for alle inden for rammerne af deres evner
og med alle passende midler;
(d) gøre studievejledning og erhvervsvejledning tilgængelige og opnåelige for
alle børn;
(e) træffe forholdsregler for at opmuntre regelmæssig deltagelse i skolegang og
begrænse frafald.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at
disciplinen i skolen administreres på en måde, der tilgodeser barnets værdighed
som menneske og er i overensstemmelse med denne konvention.
3. Deltagerstaterne skal fremme og støtte internationalt samarbejde om
uddannelsesspørgsmål, især med henblik på at bidrage til afskaffelse af
uvidenhed og analfabetisme overalt i verden og lette adgangen til videnskabelig
og teknisk viden og moderne undervisningsmetoder. I denne henseende skal der
tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.
Artikel 29
1. Deltagerstaterne er enige om at uddannelsen af barnet skal have til hensigt
at (a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske
og fysiske formåen fuldt ud;
(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende
frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede
Nationers Pagt;
(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog
og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og, i
landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for kulturer, der adskiller sig
fra barnets egen kultur;
(d) forberede barnets til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af
forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle
folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører
urbefolkninger;
(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.
2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som indblanding i
enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og lede
undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til de i
denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at uddannelse
i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne minimumsregler.
Artikel 30
I stater, hvor der er etniske, religiøse eller sproglige mindretal eller
personer tilhørende urbefolkninger, skal et barn, der tilhører et sådant
mindretal eller en sådan urbefolkning, ikke nægtes retten til i fællesskab med
andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig til og
udøve sin egen religion eller bruge sit eget sprog.
Artikel 31
1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til hvile og frihed, til at lege og
dyrke fritidsinteresser, som er passende for barnets alder, og til frit at
deltage i det kulturelle og kunstneriske liv.
2. Deltagerstaterne skal respektere og fremme barnets ret til fuld deltagelse i
det kulturelle og kunstneriske liv og skal opmuntre til, at der stilles passende
og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk, fritidspræget og
rekreativ udfoldelse.
Artikel 32
1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk
udnyttelse og mod at skulle udføre arbejde, som kan være farligt, gribe ind i
barnets uddannelse, eller skade barnets sundhed eller dets fysiske, psykiske,
åndelige, moralske eller sociale udvikling.
2. Deltagerstaterne skal træffe lovgivningsmæssige, administrative, sociale og
uddannelsesmæssige foranstaltninger for at sikre gennemførelsen af denne
artikel. Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser i andre
internationale instrumenter, skal deltagerstaterne især:
(a) fastsætte en minimumsalder eller minimumsaldre for adgang til ansættelse;
(b) fastsætte passende regulering af arbejdstider og arbejdsvilkår, og
(c) fastsætte passende straf eller andre sanktioner for at sikre effektiv
håndhævelse af denne artikel.
Artikel 33
Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler, herunder
lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler
for at beskytte børn mod ulovlig brug af narkotika og psykotrope stoffer som
defineret i vedkommende internationale traktater, og til at forebygge, at børn
anvendes til ulovlig produktion af og handel med sådanne stoffer.
Artikel 34
Deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for seksuel
udnyttelse og seksuel misbrug. Med henblik herpå skal deltagerstaterne især tage
alle passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler for at
forhindre:
(a) at et barn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for ulovlig
seksuel aktivitet;
(b) at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig seksuel
aktivitet;
(c) at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer.
Artikel 35
Deltagerstaterne skal træffe alle passende nationale, bilaterale og
multilaterale forholdsregler med henblik på at forebygge bortførelse, salg eller
handel med børn til noget formål og i nogen form.
Artikel 36
Deltagerstaterne skal beskytte barnet mod alle andre former for udnyttelse, der
på nogen måde kan skade barnet.
Artikel 37
Deltagerstaterne skal sikre at:
(a) intet barn gøres til genstand for tortur eller anden grusom, umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf. Hverken dødsstraf eller fængsel på
livstid uden mulighed for løsladelse skal kunne idømmes for forbrydelser begået
af personer under18 år;
(b) intet barn ulovligt eller vilkårligt berøves sin frihed. Anholdelse,
tilbageholdelse eller fængsling af et barn skal følge lovens forskrifter og må
kun bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum;
(c) ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt
for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn til deres
aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes
adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets
tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem
brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder;
(d) ethvert barn, der er berøvet sin frihed, har ret til hurtig juridisk og
anden passende bistand samt ret til at få lovligheden af sin frihedsberøvelse
prøvet ved en domstol eller anden kompetent, uafhængig og upartisk myndighed og
til hurtig afgørelse af enhver sådan sag.
Artikel 38
1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere og sikre respekt for de
bestemmelser i international humanitær ret, der er anvendelige på dem under
væbnede konflikter, og som er af betydning for barnet.
2. Deltagerstaterne skal træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre,
at personer under 15 år ikke tager direkte del i fjendtligheder.
3. Deltagerstaterne skal afstå fra at rekruttere nogen person, der ikke er fyldt
15 år, i deres væbnede styrker. Ved rekruttering blandt personer som er fyldt 15
år, men ikke 18 år, skal deltagerstaterne bestræbe sig på først at udvælge de
ældste.
4. I overensstemmelse med deres forpligtelser i medfør af international
humanitær ret til at beskytte civilbefolkningen under væbnede konflikter skal
deltagerstaterne træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre
beskyttelser af og omsorg for børn, der er berørt af en væbnet konflikt.
Artikel 39
Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at fremme fysisk
og psykisk helbredelse og resocialisering af et barn, der har været udsat for
enhver form for forsømmelse, udnyttelse eller misbrug, tortur eller anden form
for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf eller
væbnede konflikter. Sådan helbredelse og resocialisering skal finde sted i
omgivelser, der fremmer barnets sundhed, selvrespekt og værdighed.
Artikel 40
1. Deltagerstaterne anerkender retten for ethvert barn, der mistænkes eller
anklages for eller er fundet skyldig i at have begået strafbart forhold, til at
blive behandlet på en måde, der er i overensstemmelse med fremme af barnets sans
for værdighed og værdi, som styrker barnets respekt for andres
menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, og som tager barnets
alder og ønskeligheden af at fremme, at barnet resocialiseres og påtager sig en
konstruktiv rolle i samfundet, i betragtning.
2. Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser i
internationale instrumenter skal deltagerstaterne især sikre, at:
(a) intet barn skal mistænkes eller anklages for at have begået strafbart
forhold eller anses for skyldig heri på grund af handlinger eller undladelser,
som ikke var forbudt ved national eller international ret på tidspunktet for
overtrædelsen;
(b) ethvert barn, der mistænkes eller anklages for at have begået strafbart
forhold, har mindst følgende garantier:
(i) at blive anset for uskyldig, indtil skyld er bevist i henhold til loven;
(ii) at blive oplyst straks og direkte om anklagernes indhold, om fornødent
gennem sine forældre eller værge, og til at få juridisk eller anden passende
bistand til forberedelse og fremstilling af sit forsvar;
(iii) at få sagen afgjort, uden forsinkelse, af en kompetent, uafhængig og
upartisk myndighed eller dømmende organ efter en upartisk procedure i henhold
til loven med tilstedeværelse af en juridisk eller anden passende rådgiver,
medmindre dette ikke anses for at tjene barnets tarv, især i betragtning af dets
alder eller situation, dets forældre eller værge;
(iv) ikke at blive tvunget til at afgive vidneudsagn eller tilstå skyld; ret til
at udspørge eller få forhørt vidner, som påberåbes mod barnet, og til for egen
regning og på lige vilkår at få vidner indkaldt til forhør;
v) hvis det anses for at have begået strafbart forhold, at få beslutningen derom
og enhver foranstaltning, der er truffet som følge deraf, prøvet af en højere
kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende organ i medfør af
loven.
(vi) at få gratis bistand af en tolk, hvis barnet ikke kan forstå eller tale det
sprog, der anvendes;
(vii) at få sit privatliv respekteret fuldt ud på alle stadier af sagsforløbet.
3. Deltagerstaterne skal sørge at fremme indførelsen af love, fremgangsmåder,
myndigheder og institutioner, som er specielt tilpasset børn, der mistænkes,
anklages for eller anses for at have begået strafbart forhold, herunder især:
(a) fastlæggelse af en minimumsalder, under hvilken børn anses ikke at være
i stand til at begå strafbart forhold.
(b) forholdsregler, hvor der er hensigtsmæssigt og ønskeligt, til at tage vare
på sådanne børn uden at involvere retsinstanserne, forudsat at
menneskerettigheder og retsgarantier respekteres i fuldt omfang.
4. Forskellige forholdsregler, såsom omsorg, vejledning og tilsynsføring,
rådgivning, prøveløsladelse, plejeaftaler, undervisning og erhvervsorienterende
uddannelsesprogrammer og andre alternativer til anbringelse i institution, skal
være til rådighed for at sikre, at børn behandles på en måde, der tjener deres
tarv og står i passende forhold til både deres personlige forhold og til
forbrydelsen.
Artikel 41
Intet i denne konvention skal have virkning på nogen bestemmelse, der er
gunstigere med hensyn til virkeliggørelse af barnets rettigheder og som kan være
indeholdt i:
(a) en deltagerstats lovgivning, eller
(b) den for staten gældende internationale ret.
Artikel 42
Deltagerstaterne forpligter sig til gennem passende og aktive forholdsregler at
gøre principperne og bestemmelserne i Konventionen almindeligt bekendt for både
voksne og børn.
Artikel 43
1. Med henblik på at undersøge hvilke fremskridt, deltagerstaterne gør for at
opfylde de forpligtelser, de har påtaget sig i henhold til denne konvention,
oprettes en Komité vedrørende Barnets Rettigheder, som skal udføre de opgaver,
der angives nedenfor.
2. Komiteen skal bestå af ti eksperter af høj moralsk anseelse og anerkendt
sagkundskab på det område, som denne konvention omfatter. medlemmerne af
Komiteen vælges af deltagerstaterne blandt disses statsborgere og skal virke i
deres personlige egenskab, idet der skal tages hensyn til ligelig geografisk
fordeling og de væsentligste retssystemer.
3. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en
fortegnelse over personer, der er indstillet af deltagerstaterne. Enhver
deltagende stat kan indstille én person, der er statsborger i den pågældende
stat.
4. Det første valg til Komiteen finder sted senest seks måneder efter dagen for
denne konventions ikrafttræden og derefter hvert andet år. Mindst fire måneder
før datoen for hvert valg skal De Forenede Nationers Generalsekretær skriftligt
opfordre deltagerstaterne til inden 2 måneder at indstille kandidater til
Komiteen. Generalsekretæren udarbejder derefter en alfabetisk fortegnelse over
samtlige således indstillede personer med angivelse af de deltagerstater, der
har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen til Konventionens deltagerstater.
5. Valgene finder sted på møder mellem deltagerstaterne, som indkaldes af
Generalsekretæren ved FN's hovedsæde. Ved disse møder, der for at være
beslutningsdygtige kræver deltagelse af 2/3 af deltagerstaterne, indvælges i
Komiteen de personer, der opnår flest stemmer og absolut flertal af de stemmer,
der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for
deltagerstaterne.
6. Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. de kan genvælges,
såfremt de genindstilles. Embedsperioden for fem af de medlemmer, der er valgt
ved det første valg, udløber dog efter to år; straks efter første valg udpeges
disse fem medlemmer ved lodtrækning, foretaget af formanden for mødet.
7. Hvis et medlem af Komiteen dør, nedlægger sit hverv eller erklærer, at han
eller hun af anden grund ikke længere kan varetage sine forpligtelser i
Komiteen, udpeger den deltagerstat, som indstillede vedkommende, med forbehold
af Komiteens godkendelse, en anden ekspert blandt sine statsborgere til at virke
i den resterende del af perioden.
8. Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden.
9. Komiteen vælger personer til at beklæde sine tillidsposter for en periode på
to år.
10. Komiteens møder afholdes som regel ved FN's hovedsæde eller et andet
passende sted efter Komiteens bestemmelse. Komiteen mødes normalt årligt.
Varigheden af Komiteens møder fastlægges, og gennemgås om nødvendigt, på et møde
mellem deltagerstaterne i denne konvention, med forbehold af
FN-Generalforsamlingens godkendelse.
11. De Forenede Nationers Generalsekretær stiller i nødvendigt omfang personale
og øvrige faciliteter til rådighed for Komiteen, således at denne effektivt kan
udøve sine funktioner i henhold til denne konvention.
12. Med Generalforsamlingens godkendelse modtager medlemmerne af Komiteen, der
er oprettet i henhold til denne konvention, vederlag af De Forenede Nationers
midler på de vilkår og betingelser, som Generalforsamlingen beslutter.
Artikel 44
1. Deltagerstaterne forpligter sig til gennem De Forenede Nationers
Generalsekretær at afgive beretninger til Komiteen om de foranstaltninger, de
har truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er anerkendt i Konventionen,
og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til nydelsen af disse rettigheder:
(a) inden to år fra Konventionens ikrafttræden i den pågældende deltagerstat,
(b) herefter hvert femte år.
2. Beretninger aflagt i medfør af denne artikel skal angive forhold og
eventuelle vanskeligheder, der indvirker på omfanget af opfyldelsen af
forpligtelserne ifølge denne konvention. Beretningerne skal også indeholde
tilstrækkelig oplysning til at gøre det muligt for Komiteen at få omfattende
forståelse af Konventionens gennemførelse i vedkommende land.
3. En deltagerstat, som har aflagt en omfattende første beretning til Komiteen,
behøver ikke i sine efterfølgende beretninger aflagt i henhold til stykke 1(b)
at gentage grundlæggende oplysninger, der er givet tidligere.
4. Komiteen kan anmode deltagerstaterne om yderligere oplysninger vedrørende
Konventionens gennemførelse.
5. Komiteen skal hvert andet år gennem Det Økonomiske og Sociale Råd aflægge
beretning om sin virksomhed til De Forenede Nationers Generalforsamling.
6. Deltagerstaterne skal gøre sine beretninger almindeligt tilgængelige for
offentligheden i deres egne lande.
Artikel 45
Med henblik på at fremme en effektiv gennemførelse af Konventionen og det
internationale samarbejde på det område, der er omfattet af Konventionen,
(a) skal særorganisationerne, UNICEF og andre af De Forenede Nationers organer
have adgang til at være repræsentant under gennemgangen af
gennemførelsesforanstaltningerne, vedrørende de bestemmelser i denne konvention,
som falder inden for rammerne af deres mandat. Komiteen kan opfordre
særorganisationer, UNICEF og andre kompetente organer, som den finder egnede,
til at yde sagkyndig rådgivning om Konventionens gennemførelse på områder, der
falder inden for rammerne af deres respektive mandater. Komiteen kan opfordre
særorganisationerne, UNICEF og andre organer af De Forenede Nationer til at
aflægge beretning om Konventionens gennemførelse på områder inden for rammerne
af deres virksomhed.
(b) Komiteen fremsender, når den anser det for hensigtsmæssigt, til
særorganisationerne, UNICEF og andre kompetente organer alle de beretninger fra
deltagerstaterne, der indeholder an anmodning om eller viser et behov for
teknisk rådgivning eller bistand, tillige med Komiteens bemærkninger og
eventuelle forslag vedrørende disse anmodninger eller behov.
(c) Komiteen kan henstille til Generalforsamlingen at anmode Generalsekretæren
om for Komiteens regning at foretage undersøgelser af særlige emner vedrørende
barnets rettigheder.
(d) Komiteen kan fremkomme med forslag og generelle anbefalinger på grundlag af
de oplysninger, som er modtaget i medfør af artiklerne 40 og 45 af denne
konvention. sådanne forslag og generelle anbefalinger oversendes til enhver
berørt deltagerstat og indberettes til Generalforsamlingen tilligemed eventuelle
bemærkninger fra deltagerstaterne.
Artikel 46
Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.
Artikel 47
Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal deponeres hos
De forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 48
Denne konvention skal forblive åben for tiltrædelse for alle stater.
Tiltrædelsesinstrumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers
Generalsekretær.
Artikel 49
1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponering af
det 20. ratifikations eller tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers
Generalsekretær.
2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter
deponeringen af det 20. ratifikations eller tiltrædelsesinstrument, træder
Konventionen i kraft på den 30. dag efter deponeringen af statens eget
ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 50
1. Enhver deltagerstat kan stille ændringsforslag til Konventionen og indsende
det til De Forenede Nationers generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter
sende ændringsforslaget til deltagerstaterne med anmodning om at disse meddeler,
hvorvidt de ønsker, at deltagerstaterne indkaldes til en konference med det
formål at behandle og stemme om forslagene. Såfremt mindst en tredjedel af
deltagerstaterne inden fire måneder efter datoen for en sådan udsendelse af
ændringsforslag fremsætter ønske om en sådan konference, skal Generalsekretæren
indkalde til konferencen i De Forenede Nationers regi. Enhver ændring, som
vedtages af et flertal af de deltagerstater, der er til stede og afgiver deres
stemme på konferencen, skal forelægges De Forenede Nationers Generalforsamling
til godkendelse.
2. Et ændringsforslag, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels stykke
1, træder i kraft, når det er godkendt af De Forenede Nationers
Generalforsamling og er vedtaget med to tredjedels flertal af deltagerstaterne.
3. Når en ændring træder i kraft, er den bindende for de deltagerstater, som har
godkendt den, mens de øvrige deltagerstater stadig er bundet af bestemmelserne i
denne konvention og eventuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.
Artikel 51
1. De Forenede Nationers Generalsekretær skal modtage og til alle stater udsende
teksten til forbehold, som staterne har taget på tidspunktet for ratifikation
eller tiltrædelse.
2. Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og formål,
skal ikke tillades.
3. Forbehold kan til enhver tid trækkes tilbage ved meddelelse herom til De
Forenede Nationers Generalsekretær, som derefter skal give meddelelse derom til
alle stater. En sådan meddelelse træder i kraft den dag, hvor den modtages af
Generalsekretæren.
Artikel 52
En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til De
Forenede Nationers Generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft ét år efter den
dag, hvor generalsekretæren har modtaget denne.
Artikel 53
De Forenede Nationers Generalsekretær er udpeget til depositar for denne
konvention.
Artikel 54
Originalen af denne konvention, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske,
russiske og spanske tekster har lige gyldighed, deponeres hos De Forenede
Nationers Generalsekretær.
Opdateret 291203
| |
|