|
| |
Aftaleloven
Lovbekendtgørelse 1986-09-08 nr. 600 om aftaler og andre retshandler på
formuerettens område, som ændret ved Lov 1994-12-21 nr. 1098
I. Om afslutning af aftaler.
§1 Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren. Reglerne i §§ 2-9
kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet følger af tilbudet eller svaret
eller af handelsbrug eller anden sædvane.
§2 Har tilbudsgiveren fastsat en frist for antagelse af tilbudet, må
antagende svar være kommet frem til ham inden fristens udløb.
Stk.2 Fristen regnes, hvis tilbudet er gjort i brev, fra den dag, brevet er
dateret, og hvis det er gjort i telegram fra den tid på dagen, da telegrammet
er indleveret til afsendelsesstedets telegrafstation.
§3 Gøres tilbud i brev eller telegram, uden at der fastsættes nogen frist for
antagelse, må antagende svar være kommet frem til tilbudsgiveren inden udløbet
af det tidsrum, som ved tilbudets afgivelse af ham kunne påregnes at ville
medgå. Ved beregningen af dette tidsrum forudsættes, når ikke andet følger af
omstændighederne, at tilbudet kommer frem i rette tid, samt at svaret afsendes
uden ophold, efter at den, til hvem tilbudet er rettet, har haft rimelig
betænkningstid, og at det ikke forsinkes undervejs. Er tilbudet gjort i
telegram, skal antagelsen sendes telegrafisk, hvis den ikke på anden måde
kommer lige så tidligt frem.
Stk.2 Tilbud, som fremsættes mundtlig uden at give frist for antagelse, må
antages straks.
§4 Kommer antagende svar for sent frem, anses det som nyt tilbud.
Stk.2 Dette gælder dog ikke, hvis afsenderen af svaret går ud fra, at det
er kommet frem i rette tid, og tilbudsgiveren må indse dette. I så fald skal
denne, hvis han ikke vil godkende svaret, uden ugrundet ophold give afsenderen
meddelelse derom. Undlader han dette, anses aftale for sluttet.
§5 Afslås tilbud, er det bortfaldet, selv om fristen for svar endnu ikke er
udløbet.
§6 Svar, som går ud på, at tilbud antages, men som på grund af tillæg,
indskrænkninger eller forbehold ikke stemmer med tilbudet, anses som afslag i
forbindelse med nyt tilbud.
Stk.2 Dette gælder dog ikke, når afsenderen af svaret går ud fra, at det er
overensstemmende med tilbudet, og tilbudsgiveren må indse dette. I så fald
skal denne, hvis han ikke vil godkende svaret, uden ugrundet ophold give
meddelelse derom. Undlader han dette, anses aftale for sluttet med det
indhold, svaret har.
§7 Tilbud eller svar, som tilbagekaldes, er bortfaldet, såfremt
tilbagekaldelsen kommer frem til den anden part forinden eller samtidig med, at
tilbudet eller svaret kommer til hans kundskab.
§8 Har tilbudsgiveren erklæret, at han vil anse den anden parts tavshed for
antagelse af tilbudet, eller fremgår det i øvrigt af forholdet, at han ikke
venter udtrykkeligt svar, er den anden part alligevel pligtig til, såfremt han
vil antage tilbudet, på forespørgsel at afgive erklæring derom. Undlader han
dette er tilbudet bortfaldet.
§9 Har nogen i henvendelse, som ellers ville være at anse som tilbud, anvendt
ordene "uden forbindtlighed", "uden obligo" eller lignende udryk, anses
henvendelsen alene som opfordring til at gøre tilbud i overensstemmelse med dens
indhold. Fremkommer sådant tilbud inden rimelig tid fra nogen, som henvendelsen
er rettet til, og må modtageren gå ud fra, at det er fremkaldt ved henvendelsen,
skal han uden ugrundet ophold give tilbudsgiveren meddelelse, hvis han ikke vil
antage det. Undlader han dette, anses tilbudet for antaget.
II. Om fuldmagt
§10 Den, som har givet en anden fuldmagt til at foretage en retshandel,
bliver umiddelbart berettiget og forpligtet overfor tredjemand ved retshandel,
som fuldmægtigen foretager i fuldmagtsgiverens navn og indenfor fuldmagtens
grænser.
Stk.2 Indtager nogen ifølge aftale med en anden en stilling, som efter lov
eller sædvane medfører beføjelse for ham til indenfor visse grænser at handle
på den andens vegne, anses han befuldmægtiget til at foretage retshandler, som
falder indenfor disse grænser.
§11 Har fuldmægtigen ved retshandlens foretagelse handlet i strid med
fuldmagtsgiverens forskrifter, er retshandlen ikke bindende for denne, såfremt
tredjemand indså eller burde indse, at fuldmægtigen således overskred sin
beføjelse.
Stk.2 Er fuldmagten en sådan som omtalt i § 18, og har fuldmægtigen ved
foretagelsen af retshandlen overskredet sin beføjelse, er retshandlen ikke
bindende for fuldmagtsgiveren, selv om tredjemand var i god tro.
§12 Vil fuldmagtsgiveren tilbagekalde en sådan fuldmagt som omtalt i §§
13-16, når han, selv om han har underrettet fuldmægtigen om, at fuldmagten ikke
længere skal gælde, at foretage, hvad der i de nævnte paragraffer for hvert
enkelt tilfælde er foreskrevet; er flere af disse forskrifter anvendelige på
samme fuldmagt, bliver de alle at iagttage.
Stk.2 Den tredjemand, overfor hvem en fuldmagt er tilbagekaldt på den i §
13 omtalte måde, kan ikke påberåbe sig, at tilbagekaldelsen ikke er sket på
anden måde.
§13 En fuldmagt, som er bragt til tredjemands kundskab ved en til ham
særskilt rettet erklæring fra fuldmagtsgiveren, er tilbagekaldt, når særskilt
erklæring om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, er kommet frem til
tredjemand.
§14 En fuldmagt, som af fuldmagtsgiveren er offentlig bekendtgjort i bladene
eller på anden måde, tilbagekaldes ved en erklæring, som bekendtgøres på samme
måde.
Stk.2 Er dette ikke muligt, skal tilbagekaldelsen tilkendegives på anden
ligeså virksom måde. Fuldmagtsgiveren kan forlange, at den i § 17 omtalte
myndighed skal afgøre, hvad han i så henseende har at foretage.
Stk.3 Fuldmagten anses ikke som offentlig bekendtgjort, fordi den er
tinglæst.
§15 En sådan fuldmagt, som omtales i § 10, 2det stykke, tilbagekaldes derved,
at fuldmægtigen fjernes fra stillingen.
§16 En skriftlig fuldmagt, som er overgivet fuldmægtigen, og som må anses
bestemt til at være i hans besiddelse og at forevises for tredjemand,
tilbagekaldes derved, at den på fuldmagtsgiverens forlangende tilbagegives ham
eller tilintetgøres.
Stk.2 Fuldmægtigen er pligtig til på forlangende at give fuldmagten tilbage
til fuldmagtsgiveren.
§17 Gør fuldmagtsgiveren det antageligt, at en sådan fuldmagt som i § 16
omtalt er forekommet eller af anden grund ikke kan erholdes tilbage inden
rimelig tid, kan den erklæres for uvirksom.
Stk.2 Begæring herom indgives til den almindelige underret på det sted,
hvor fuldmagtsgiveren bor eller sidst havde bopæl. Finder retten, at
begæringen bør bevilges, udfærdiger den en erklæring om, at fuldmagten skal
være uvirksom, når erklæringen een gang er optaget i Statstidende, og der
efter optagelsen er gået en fastsat tid, som ikke må være længere end 14 dage.
Retten kan i erklæringen bestemme, at den også skal bekendtgøres på anden måde
forinden optagelsen i Statstidende. Når bekendtgørelse på foreskreven måde har
fundet sted og den af retten fastsatte tid er udløbet, er fuldmagten uden
retsvirkning overfor fuldmagtsgiveren; herom kan fuldmagtsgiveren forlange
attest fra retten.
Stk.3 Rettens afgørelse efter denne paragraf er upåankelig. Består retten
af flere medlemmer, er det formanden, som træffer afgørelsen.
§18 En fuldmagt, der alene hviler på fuldmagtsgiverens erklæring til
fuldmægtigen, er tilbagekaldt, når erklæringen om, at fuldmagten ikke længere
skal gælde, er kommet frem til fuldmægtigen.
§19 Har fuldmagtsgiveren særlig grund til at formode, at fuldmægtigen, uagtet
fuldmagten er tilbagekaldt eller erklæret uvirksom, på hans vegne vil foretage
en retshandel overfor en bestemt tredjemand, skal han, hvis han må antage, at
denne er ubekendt med, at fuldmagten ikke længere gælder, så vidt muligt give
ham meddelelse herom. Undlader han dette, bliver retshandlen bindende for ham,
såfremt tredjemand var i god tro.
§20 Er fuldmagten ikke tilbagekaldt eller erklæret for uvirksom, men har
fuldmagtsgiveren forbudt fuldmægtigen at gøre brug af den eller på anden måde
tilkendegivet, at den ikke længere skal gælde, er en retshandel, som foretages i
henhold til fuldmagten, ikke bindende for fuldmagtsgiveren, såfremt tredjemand
havde eller burde have kundskab om forholdet.
§21 Dør fuldmagtsgiveren, er fuldmagten alligevel gældende, for så vidt det
ikke følger af særlige omstændigheder, at den skal bortfalde. Selv om sådanne
omstændigheder foreligger, er dog en på fuldmagten støttet retshandel gældende
overfor dødsboet, såfremt tredjemand hverken havde eller burde have kundskab om
dødsfaldet og dets betydning for fuldmægtigens beføjelse til at foretage
retshandlen; er fuldmagten en sådan som omtalt i § 18, udkræves det til
retshandlens gyldighed, at heller ikke fuldmægtigen havde eller burde have
sådan kundskab, da han foretog retshandlen.
Stk.2 Fuldmagten ophører fra det tidspunkt, da det viser sig, at gæld ikke
vedgås. Reglerne om konkurs finder i dette tilfælde tilsvarende anvendelse,
således at bekendtgørelse i Statstidende af indkaldelse til fordringshaverne
med tilkendegivelse af, at gæld ikke er vedgået, træder i stedet for
kundgørelse af konkurs. Betaler fuldmægtigen gæld efter dødsfaldet, og er
boet insolvent, kan dette dog altid fordre, at den stedfundne betaling går
tilbage.
§22 Bliver fuldmagtsgiveren umyndiggjort, erhverver tredjemand ikke ved
retshandel med fuldmægtigen anden retsstilling overfor den umyndiggjorte, end
han ville have erhvervet, hvis retshandlen var foretaget med denne selv. I de
tilfælde, hvor tredjemand ville være afskåret fra at påberåbe sig retshandlen
overfor den umyndiggjorte, hvis han havde kendt eller burde have kendt
umyndiggørelsen, kan han, når retshandlen er foretaget i henhold til en sådan
fuldmagt som omtalt i § 18, heller ikke påberåbe sig den, såfremt fuldmægtigen,
da han foretog den, havde eller burde have sådan kundskab.
§23 Kommer fuldmagtsgiveren under konkurs, erhverver tredjemand ikke ved
retshandel med fuldmægtigen anden retsstilling overfor konkursboet, end han
ville have erhvervet, hvis retshandlen var foretaget af fuldmagtsgiveren selv.
Er retshandlen foretaget i henhold til en sådan fuldmagt som omtalt i § 18, kan
tredjemand ikke påberåbe sig retshandlen overfor boet, såfremt fuldmægtigen, da
han foretog den, kendte eller burde kende konkursen.
§24 Er fuldmagtsgiveren død, umyndiggjort eller kommet under konkurs, kan
fuldmægtigen, indtil de fornødne foranstaltninger kan træffes af boet eller
værgen, i kraft af fuldmagten foretage de retshandler, som er nødvendige for at
beskytte boet eller den umyndiggjorte mod tab.
§25 Den, der optræder som fuldmægtig for en anden, indestår for, at han har
fornøden fuldmagt. Oplyser han ikke, at han havde sådan eller at hans retshandel
er godkendt af den opgivne fuldmagtsgiver eller af andre grunde er bindende for
denne, skal han erstatte den skade, tredjemand lider ved, at retshandlen ikke
kan gøres gældende mod den opgivne fuldmagtsgiver.
Stk.2 Denne bestemmelse kommer ikke til anvendelse, når tredjemand vidste
eller burde vide, at den, som foretog retshandlen, ikke havde fornøden
fuldmagt. Ej heller kommer den til anvendelse, når den, som foretog
retshandlen, handlede i henhold til en fuldmagt, der var ugyldig eller
uvirksom af grunde, som han var uvidende om, og som tredjemand ikke kunne
påregne, at han vidste besked om.
§26 Hvad ovenfor i dette kapitel er fastsat om fuldmagt til at foretage
retshandler, finder tilsvarende anvendelse på fuldmagt til at optræde for
fuldmagtsgiveren ved retshandler, som foretages overfor ham.
§27 Hvad der i den gældende lovgivning særligt er fastsat for enkelte
fuldmagtsforhold, forandres ikke ved denne lov.
Stk.2 Med hensyn til tilbagekaldelsen af prokura, som anmeldt til
handelsregisteret gælder således fremdeles, hvad der er fastsat i lov nr 23 om
handelsregistre, firma og prokura af 1. marts 1889 §§ 7 og 32. Når
tilbagekaldelsen er indført i handelsregisteret og lovlig kundgjort, påhviler
det ikke prokuragiveren at tilbagekalde fuldmagten på anden måde.
III. Om ugyldige viljeserklæringer
§28 Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt ved personlig vold eller ved
trussel om øjeblikkelig anvendelse af sådan, er den ikke bindende for den
tvungne.
Stk.2 Er tvangen udøvet af tredjemand, og var den, til hvem erklæringen er
afgivet, i god tro, må den tvungne, hvis han overfor ham vil påberåbe sig
tvangen, give ham meddelelse derom uden ugrundet ophold, efter at tvangen er
ophørt. Undlader han det, er han bundet ved erklæringen.
§29 Er en viljeserklæring retsstridigt fremkaldt ved anden tvang end i § 28
omtalt, er den ikke bindende for den tvungne, hvis den, til hvem erklæringen er
afgivet selv har udøvet tvangen eller har indset eller burdet indse, at
erklæringen retsstridigt var fremkaldt ved tvang fra tredjemands side.
§30 En viljeserklæring er ikke bindende for afgiveren, hvis den, til hvem
erklæringen er afgivet, har fremkaldt den ved svig eller har indset eller burdet
indse, at den var fremkaldt ved svig fra tredjemands side.
Stk.2 Har den, til hvem erklæringen er afgivet, svigagtigt givet urigtige
oplysninger om omstændigheder, som kan antages at være af betydning for
erklæringen, eller gjort sig skyldig i svigagtig fortielse af sådanne
omstændigheder, anses erklæringen for at være fremkaldt ved den således
udviste svig, medmindre det gøres antageligt, at denne ikke har indvirket på
erklæringen.
§31 Har nogen udnyttet en andens betydelige økonomiske eller personlige
vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående
afhængighedsforhold til at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt
misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for, er den,
der således er udnyttet, ikke bundet ved den af ham afgivne viljeserklæring.
Stk.2 Det samme gælder, hvis tredjemand har gjort sig skyldig i et sådant
forhold som omtalt i stk 1 og den, til hvem viljeserklæringen er afgivet indså
eller burde indse dette.
§32 Den, der har afgivet en viljeserklæring, som ved fejlskrift eller anden
fejltagelse fra hans side har fået et andet indhold end tilsigtet, er ikke
bundet ved erklæringens indhold, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet,
indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse.
Stk.2 Bliver en afgiven viljeserklæring, som befordres ved telegraf eller
mundtlig fremføres ved bud, forvansket ved fejl fra telegrafvæsenets side
eller ved urigtig gengivelse af budet, er afgiveren ikke bundet ved
erklæringen i den skikkelse hvori den kom frem, selv om den, til hvem
erklæringen er afgivet, var i god tro. Vil afgiveren gøre gældende at
erklæringen er uforbindende, har han dog at give meddelelse derom uden
ugrundet ophold, efter at forvanskningen er kommet til hans kundskab.
Undlader han det, er han bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori den kom
frem, såfremt den, til hvem erklæringen er afgivet, var i god tro.
§33 Selv om en viljeserklæring ellers måtte anses for gyldig, kan den, til
hvem erklæringen er afgivet, dog ikke påberåbe sig den, når det på grund af
omstændigheder, som forelå, da erklæringen kom til hans kundskab, og hvorom han
må antages at have været vidende, ville stride imod almindelig hæderlighed, om
han gjorde den gældende.
§34 Er en skriftlig viljeserklæring oprettet på skrømt, og har den, til hvem
erklæringen er afgivet, overdraget en ret ifølge samme til en godtroende
tredjemand, kan det ikke overfor denne gøres gældende, at erklæringen var
afgivet på skrømt.
§35 Er kvittering for et pengebeløb frakommet fordringshaveren uden hans
vilje, bliver skyldneren desuagtet frigjort ved betaling, som han efter
forfaldstid i god tro erlægger mod kvitteringens udlevering.
§36 En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil
være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det
samme gælder andre retshandler.
Stk.2 Ved afgørelsen efter stk 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens
indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.
§37 (Ophævet).
§38 Har nogen forpligtet sig til, at han af konkurrencehensyn ikke må drive
forretning eller anden virksomhed af en vis art eller tage ansættelse i en
sådan, er vedtagelsen ikke bindende for ham, for så vidt den med hensyn til tid,
sted eller andre forhold går videre end påkrævet for at værne imod konkurrence
eller på urimelig måde indskrænker den forpligtedes adgang til erhverv. I
sidstnævnte henseende skal hensyn tages også til den interesse, den berettigede
har i, at vedtagelsen efterkommes.
Stk.2 Har nogen, der er ansat i en forretning eller anden virksomhed,
overfor dennes indehaver påtaget sig en forpligtelse af det ovenfor angivne
indhold, som skal gælde efter ansættelsens ophør, forbliver forpligtelsen
uvirksom, hvis han opsiges eller afskediges uden at have givet rimelig
anledning dertil, eller han selv fratræder sin stilling, og indehaverens
undladelse af at opfylde sine forpligtelser har givet ham gyldig grund dertil.
IV. Særlige regler om forbrugeraftaler
( se Rdir 1993 om urimelige kontraktsvilkår i forbrugeraftaler)
§38 a. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på forbrugeraftaler,
herunder vilkår i forbrugeraftaler.
Stk.2 Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en
erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren)
hovedsageligt handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden
for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale.
Stk.3 Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt
i stk. 2 endvidere en aftale, som er indgået eller formidlet for den ene part
af en erhvervsdrivende.
§38 b. Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har det pågældende
aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling fortolkes vilkåret
på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den erhvervsdrivende har
bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand for individuel
forhandling.
Stk.2 En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den
erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde.
§38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være
stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i
parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre aftalen
gældende, gælder de i §36 stk. 1, nævnte retsvirkninger også idet forbrugeren
dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer,
hvis dette er muligt.
Stk.2 Ved forbrugeraftaler gælder § 36 stk. 2, med den ændring, at der ikke
ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i § 36 stk. 2,
herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den pågældende aftale
kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren
med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.
§38 d. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder
en sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige aftalevilkår. Dette
gælder dog kun, hvis det uden bestemmelser ville være lovgivningen herom i et
land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der gjalt for
aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre beskyttelse mod
urimelige aftalevilkår.
V.
§39 Når en viljeserklærings forbindende kraft ifølge denne lov er afhængig
af, at den, til hvem erklæringen er afgivet, ikke havde eller burde have
kundskab om et vist forhold eller i øvrigt var i god tro, bliver hensyn at tage
til, hvad han indså eller burde indse på det tids punkt, da viljeserklæringen
blev ham bekendt. Dog kan der under særlige omstændigheder også tages hensyn til
den kundskab, han har fået eller burde have fået efter det nævnte tidspunkt, men
forinden viljeserklæringen har virket bestemmende på hans handlemåde.
§40 Når nogen, som efter denne lov skal "give meddelelse" har indleveret
meddelelsen til befordring med telegraf eller post eller, hvor andet forsvarligt
befordringsmiddel benyttes, har afgivet den til befordring dermed, går det ikke
ud over ham, at meddelelsen forsinkes eller ikke kommer frem.
§41 Ved nærværende lov ophæves Christian den Femtes Danske Lov, for
Færøernes vedkommende samme konges Norske Lov 5-1-4 og 5-1-5
Opdateret 291203
| |
|
